Reise i dataspillenes historie

dataspill, cappelen dammKim skal skrive skoleoppgave om dataspillenes historie. Det virker lett, men det er mer fristende å spille. Plutselig dukker et spørsmål opp på skjermen: STARTE DATASPILLHISTORIEN? Lettsindig svarer Kim ja, og med et tastetrykk blir han fanget i cyberspace sammen med katten Ludo. De lander mykt i Spacewar ved starten av spillhistorien, lett pikselert, og må selv jobbe seg framover i historien og ut av skjermen ved hjelp av nye spillkonsoller og moderne dataspill. Pacman, Mario og Lara Croft er bare noen av figurene de møter på sin vei i boken Dataspill.

Fortellingen om Kim og Ludo går som en rød tråd gjennom hele boken. Alt er mulig i cyberspace, og Kim og Ludo har en humoristisk dialog som passer figurene godt. På reisen får vi også med en innholdsrik framstilling av spillhistorien, krydret med fakta om både suksesser og uforutsette hendelser. Vi får kjennskap til hvordan en rørlegger med rød lue ble spillhelt, og hvordan en russisk matamatiker fikk en hel verden til å fordype seg i plassering av fire klosser i Tetris. De ulike elementene og historiene bindes fabelaktig sammen av frodige og humørfylte illustrasjoner som bidrar til å forsterke innholdet i teksten. Dataspillenes utvikling preger tydelig illustrasjonene etter hvert som historien skrider fram. Det er et flott samspill mellom bokens ulike elementer og stor variasjon både i utforming og innhold.

Maren Agdestein er medieviter og har over lang tid blogget på spillpikene.no. Sammen med Bår Steinvik og Rune Markhus har hun levert en etterlengtet bok om dataspill på norsk. Humoren og handlingen i historien om Kim og Ludo appellerer til en yngre målgruppe, mens faktadelen har mye å by på også for voksne. Ikke rart at boken ble kåret til en av årets vakreste bøker. For ingen kan unngå å bli i godt humør av å lese denne frodige, fargerike boken om spillhistorien fra da til nå. Anbefales 🙂

Advertisements

Kunsten å lese bilder – hundre bilder, hundre tekster

Hundre bilder, hundre tekster. Kunsten å lese bilder, Spartacus ForlagSlik starter forordet til Kunsten å lese bilder. Totalt 100 bilder presenteres over drøye 400 sider, og hvert bilde har fått sin egen følgetekst. Tema i bildene spenner fra madonna med barn fra 13/14oo-tallet via familieportrett og til utsnitt fra IKEA-katalogen og moderne ID-fotografier. Her får du bilde av sigøynerpiken og skytsengelen som har hengt på veggen i mange norske hjem, platecover til album fra Beatles og Clash, men også mektige bilder av Rembrandt og Rubens og Robert Capas foto fra D-day 1944.

Teknikkene varierer fra egg på poppel via tresnitt og olje på lerret, til fargelitografi, siluettklipp og fotografi. På den måten samenfatter bildene den visuelle kulturens historie gjennom nesten 800 år. Her får vi historien om hvordan malere brukte camera obscura til å reflektere lyset i objektenes overflate og fange inn tekstur i bakgrunn, mennesker og gjenstander.  Vi får også presentert bilde av verdens første fotografi, som pussig nok viser seg å ikke være akkurat det. Men også et bilde fra et fotoalbum med følgeskriften «Paa Urdland i paasken 1938». For det fine med denne boken er at den ikke bare fokuserer på tema og teknikker. Her får vi også med historien om hvordan bildene ble til, kunstnerne og ikke minst handlingen og menneskene vi ser på bildene. Likevel sitter vi noen ganger igjen med undring – ikke alle bilder har en entydig historie.

neshorn - et utsnitt fra omslaget til Kunsten å lese bilderAlbrecht Dürer: Neshorn, 1515. Historien er at neshornet ble gitt som gave til kong Emanuel av Portugal i år 1513 – «Et slikt levende dyr som de kaller Rhinocerus». Bildet, et tresnitt, kan altså tolkes som et tidlig nyhetsbilde, der neshornet er avbildet på bakgrunn av en skissetegning og to brev med informasjon. Kunstneren har altså ikke sett et levende neshorn, men dette blidet bestemte europeernes forestilling av et neshorn i flere århundrer framover.

Galileo Galilei: Seks månefaser, 1609: Bildet med de seks månefasene ligger i astronomens håndskrevne notater til boken Sidereus nuncios. Gjennom sitt egenbygde teloskop som kunne forstørre inntil 20 ganger studerte Galilei månen, og oppdaget at den slett ikke var en perfekt kule, slik Aristoteles og kirkelige autoriteter hevdet. Tvert imot oppdaget Galilei at månen var ru og ujevn, full av forhøyninger og hulrom og gjenga dette.

tosca - et utsnitt fra omslaget til Kunsten å lese bilderAdolf Hohenstein: Tosca, 1899. Bakgrunnsfargen er blodrød og bildet viser en dramatisk scene fra den berømte operaen. Sangerinnen Tosca har nettopp drept den forhatte politisjefen og plasserer et krusifiks på hans bryst. Denne tre meter høye plakaten er et fargelitografi. En teknikk som førte til en visuell revolusjon innen reklame og markedsføring de siste tiårene fram mot 1900, ifølge forfatterne.

kyss-et utsnitt fra omslaget til Kunsten å lese bilderEdward Munch kyss IV, 1902. Et tema som går igjen i flere av Munchs bilder, her i tresnitt. Hva skal egentlig den svarte formen midt i bildet forestille, og hva er egentlig forgrunn og bakgrunn i dette bildet? Er lyst og angst forenet i ett bilde, ett kyss? Slike diskusjoner finner vi flere av i boken, og det åpner for egne tolkinger av bildene.

blue note-utsnitt fra bokomslagFrank Wolff, Reid Miles: Platecover for Blue Note, 1957. I studio var det Wolff som med sitt Rollefleix kamera dokumenterte musikere og opptak, mens Reid Miles var grafikeren som valgte utsnittet fra foto, farget det blått og la til tekst på coveret.

Bildet av undergunnen i London dukker også opp, men er det egentlig et bilde? Javisst, svarer forfatterne, på flere måter. Det gir en fremstilling av ett eller flere objekter basert på visuell likhet og likner et avansert modernistisk bilde.  Dette er bare et lite knippe av alle historien vi får fortalt i denne fabelaktige boken. Forlaget garanterer at etter å ha lest Kunsten å lese bilder vil det neste besøket på galleri eller museum gi noen nye opplevelser, og jeg tror de har rett.

Avslutningsvis sier jeg takk til Grethe Melby som gjorde meg oppmerksom på denne bokperlen.

Journalistikk og sannhet i en digital tidsalder

«Jeg er journalist, sa jeg. Jeg leter etter sannheten, verken mer eller mindre».

Slik lyder åpningsreplikken i Martin Eides bok «Hva er journalistikk» . Setningen har han lånt fra jeg-personen i boken Mord på medierne, og setningen er betegnende for Eides egen bok på flere måter. Først og fremst fordi han i sin bok selv jakter på sannheten. Sannheten om journalistikken, sannheten i jorunalistikken, eller kanskje begge deler? Betegnende også fordi Eide tar oss med på en reise gjennom journalistikkens historie og ulike tradisjoner, der han stadig henter inn sitater og synspunkter fra en rekke forfattere, både fra faglitteraturen og skjønnlitteraturen.

Viktige spørsmål i boken blir derfor når journalistikk som fag egentlig startet, og hvilke ulike tradisjoner som fanger opp kjerneverdier i journalistikken. Når endret perspektivene seg, hvorfor og med hvilken virkning? Like viktig – nei, mye viktigere – blir spørsmålet om journalistikk i dagens samfunn. Hvordan skal vi forvalte journalistikk og hva skiller egentlig journalistikk  fra annen aktivitet og andre aktører som ytrer seg i floraen av digitale medier idag? Svaret på dette er at ved å identifisere journalistikkens kvaliteter og kjerneverdier kan vi identifisere journalistikk som profesjon, og dermed markere et skille mellom profesjonelle medier og amatører i den store flyten av informasjon. Dette tydeliggjør også behovet for god journalistikk. Eide skriver: «Spørsmålet «Hva er journalistikk?» er mer påtrengende og innfløkt enn noen gang.»  Med dette bakteppet lanserer Eide sine Ti bud for en oppegående journalistikk.

Journalistikken har lenge vært under sterkt press. Teknologien har gitt oss mulighet til å være vår egen journalist i sosiale medier, blogger og kommentarfelt. Kommunikasjonen er mangfoldig og går på tvers av etablerte medier. Mediene sliter også økonomisk i en tid da vi helst vil lese nyheter gratis på nettet, mens abbonement og løssalg av tradisjonelle papiraviser går ned. Hva er det så journalistikken har å by på som kan forsvare dens plass?

Først og fremst journalistisk kvalitet, sannhet og kildebruk. Martin Eides idealjournalist er kunnskapsrik og slurver ikke med kildene sine. Journalisten er dessuten tro mot den demokratiske offentlighet, har høy grad av integritet og særdeles høy bevissthet om sin egen rolle, makt og avmakt. Eide fastholder den tradisjonelle reportasjen – å være tilstede og rapportere – som et journalistisk ideal, men er kritisk til den refererende journalistikken av typen «sa han», «sa hun». I boken diskuterer han blant annet objektivitetsbegrepet og er skeptisk til den tradisjonelle tolkingen av dette. Ifølge Eide er det ikke nok å referere alle synspunkter og skjule seg bak en slags balanse i framstillingen. Journalistikk skal pløye dypere enn som så, og finne fakta eller sannheten om du vil. Eide skriver: «Sannhets- og virkelighetsforankringen er ikke tilstrekkelig for god nyhetjournalistikk, men den er nødvendig.»

Det var på Nordiske Mediedager i Bergen (2011) jeg hørte Martin Eide lansere sine ti bud for en oppegående journalistikk. Foredraget var disponert rundt de ti budene og var så bra at jeg ble nysgjerrig på å lese boken. I boken blir budene presentert i sjette og siste kapittel, mens de fem første kapitlene brukes til en reise gjennom journalistikkens historie og ulike journalistiske tradisjoner gjennom tidene. Denne reisen bidrar til å identifisere journalistiske kjerneverdier og skille ut essensen av god journalistikk i dagens medieverden. Trass i at boken er i et hendig lommeformat (den kan fint plasseres i en frakkelomme) er den så tettpakket med informasjon og betraktninger at det ikke er mulig å yte den rettferdighet her. God lesing 🙂

Eksterne lenker:

Ti bud for en oppegående journalistikk.  Martin Eide på vox publica.

Martin Eide – Hva er JOURNALISTIKK, UiB

Per Knudsen: Journalistikkens 10 bud

Hvis du var journalist i Jerusalem…?

Hvis du var journalist i Jerusalem …..?
– Hva ville du gjøre?
– Hvem kan du stole på?
– Hvilken historie vil du fortelle til verden????

Spillet Global Conflict: Palestine inviterer til å reflektere over disse spørsmålene og er etter min mening godt egnet til undervisning i skolen.

Global Conflict: Palestine er ett av flere spill utviklet av Serious Games, «en prisvindende udvikler af spil, simulationer og virtuelle verdener. Vores spilløsninger udmærker sig ved en stærk integration af lærings- og spilelementer, som understøtter den bedste mulige brugeroplevelse. Vi fokuserer hverken på teknologi eller idéer, men på brugeroplevelsen. Vi bruger teknologi til at bringe idéer til live, som kan give nye og engagerende læringsoplevelser

Se også Viddler.com

Opphavsrett og creative commons

Skolen er digital, og skolen driver kulturell (re)produksjon. Derfor er det viktig at elevene kjenner til regler for opphavsrett, sa Grethe Melby i sin presentasjon på Dei Gode Døma 2011. Hun understreket at åndsverksloven ligger i bunnen for alle rettigheter knyttet til åndsverk. Creative Commons er tilleggsavtaler der rettighetsinnehaver kan gi fra seg rettigheter på visse vilkår. Vilkårene varierer vanligvis innen disse seks lisenser:

De seks mest brukte lisenser i Creative Commons:

  1. Navngivelse (by):
  2. Navngivelse-Del på samme vilkår (by-sa):
  3. Navngivelse-Ingen bearbeidelse (by-nd):
  4. Navngivelse-Ikkekommersiell (by-nc):
  5. Navngivelse-Ikkekommersiell-Del på samme vilkår (byncsa):
  6. Navngivelse-Ikkekommersiell-Ingen bearbeidelse (byncnd):

Grethe Melbys innlegg: Opphavsrett og Creative Commons.

Grethe Melbys foredrag om opphavsrett og Creative Commons på Dei Gode Døma 2011

Grethe Melby foreleste om opphavsrett og Creative Commons

Kan dataspill være samfunnskritiske?

Kan dataspill være samfunnskritiske? Dette er spørsmålet som Spillpikene, en blogg drevet av gamerne Maren Agdestein, Linn Søvig, Marianne Hagland Westerlund og Hedvig Myklebust, forsøker å finne ut av nå for tida. Alle fire har bakgrunn i spillforskning, og om en leser bloggpostene deres blir det kjapt klart at Spillpikene opptas av andre ting enn tradisjonelle spillnettsteder.

Democratic Voice of Burma starter live tv

Democratic Voice of Burma sender fra Oslo og følger situasjonen i Burma fra dag til dag. Stasjonen har omtrent 100 journalister som rapporterer inne fra Burma og starter nå live-tv sendinger.

Opprop for Wikileaks

Journalists from 40 countries join in support for WikiLeaks

Journalists from every region of the world have joined together to support the whistle-blowing organization Wikileaks and its founder Julian Assange who, they say, have provided an extraordinary resource for journalists around the world and made «an outstanding contribution to transparency and accountability on the Afghanistan and Iraq Wars».

Fritt ord støtter samfunnsengasjerte blogger

Fritt ord har fordelt støtte til 16 samfunnsengasjerte «personlig redigerte blogger som ikke har noen institusjonell tilknytning. Tema spenner over fra innenfor feltene politikk, samfunn, miljø, helse og kultur og har tema fra litteratur, dataspill til politikk, humor og  Afghanistan. Halvparten av bloggene er nyetablerte, mens den andre halvparten er allerede etablerte blogger. Oversikt over bloggene finner du i Fritt ords artikkel Blogg – juryresultatet av Fritt Ords utlysning.

Læringsplattform eller web 2.0?

Jeg fant denne lenken til en prosjektrapport om bruk av digitale læringsplattformer (LMS)  i forhold til bruk av web 2.0 som pedagogisk verktøy.